Abehånd

Skal du have noget nyt på nøgleringen kan en abehånd være meget pæn at have på. Det er mest som pyntegenstand at abehånden bliver brugt.

Abehånden kan godt være lidt svær at lave og gøre pæn. Der skal lidt overblik til og den skal strammes op når den er bundet så den bliver lille og pæn.

Vejledning:

Afhængigt af knyttematerialets tykkelse kan du starte knuden over 4 eller 2 fingre. Læg enden af snoren inde i hånden, og hold denne fast med tommelfingeren. Sno nu snoren 2 gange omkring fingrene.

Før snoren halvt op og bag om snorene (=over fingrene) og videre ind foran disse.

Sno nu snorene 2 gange (=vandret) omkring snorene om fingrene. Derefter føres snoren halvt hen foran og ind bag ved de forrestliggende snore over fingrene.

Før dernæst snoren ned og (bagfra) ind og igennem den nederste åbning, dannet af de første snore.

Sno snoren 2,5 gange omkring de midterste vandretliggende snore og derefter igennem den øverste åbning (=dannet af de første snore) og ud.

Arbejd nu knuden tæt og fast ved at trække i enderne.